Ring endelig – vi sidder klar ved telefonen alle hverdage kl. 10 – 16 og glæder os til at tale med dig.
Du kan også komme forbi til en kop te på Østerbro, eller booke et online møde.
33 117 117
mail@gracetours.com
Først er der sejltur med hjuldamper på det enorme floddelta. Her går livet sin gang i de små landsbyer på bredden, mændene fisker vandene, og der er en enorm rigdom på både flora og fauna.
Herefter rejser I ind i verdens største mangrove-skov, det utrolige Sundarban, hvor delfiner springer i floderne og de store bengalske tigre jager om natten.
En tur der er så spækket med oplevelser, at man næsten kan forvente at møde Tintin på et af sine eksotiske eventyr.
Afrejse fra København.
I ankommer til Dhaka om morgenen og bliver allerede i lufthavnen budt velkommen på traditionel bangladeshisk vis. Derefter bringes I til jeres hotel i bydelen Dhanmondi – det gamle velhaverkvarter, der nu bebos af intellektuelle og kunstnere, politikere og meningsdannere. Især er området rigt på gallerier, ligesom der ligger mange virkelig gode restauranter. Eftermiddagen er til jeres egen disposition, og vi kan f.eks. anbefale jer at tage på en lille tur med rickshaw til den gamle bydel og betragte livet langs floden Buriganga. Det anslås, at der i Dhaka er omkring en halv million rickshaws, og mange af dem er som kørende kunstværker med de mest utrolige udsmykninger. Stands op ved en af byens lækre cafeer eller mange teboder og nyd en dampende varm kop friskbrygget te, mens I indsnuser stemningen i storbyen Dhaka og glæder jer til de oplevelser, der venter jer i de løbet af de næste uger. Om aftenen tages I med på en lille sunset cruise på Sitalakkafloden og ser byen fra vandsiden. Meget hyggeligt og tilpas mageligt. Hvis I er heldige, får I mulighed for at opleve flodsigøjnere, hvis farverige liv har præget områderne omkring floden. De fleste af dem lever stadig hele deres liv på de små både overalt. Nyd de mange sansepirrende oplevelser – både fra bredderne langs floden og på vandet. Overnatning på jeres hotel.
Dhanmondi er som sagt en rigtig spændende, interessant, levende og meget behagelig bydel. I dag tages I med på en gåtur langs Dhanmondi sø for at besøge Bangabandhu Sheikh Mujib Muséet, der er dedikeret til den første premierminister i Bangladesh, som sammen med store dele af sin familie i 1975 ved et attentat blev myrdet her i huset. Den ældste datter, Sheikh Hassina, læste på det tidspunkt i udlandet og overlevede derfor attentatet. Hun er nuværende premierminister i Bangladesh. Stedet har stor betydning for den nationale selvforståelse og identitet.
Efter besøget fortsætter I til et par af Dhanmondis mange fine gallerier. Jeres guide vil bl.a. vise jer DRIK Gallery, som har skiftende udstillinger af fotokunst og er del af en af de mest progressive NGO’er i landet. I skal også opleve Benghal Gallery for Fine Arts, som huser skiftende udstillinger af nogle af de bedste moderne kunstnere i Bangladesh og også har en dejlig café med god kaffe på terrassen. Kunstscenen i Bangladesh er utrolig progressiv – nytænkende og levende med mange store internationale navne.
Om eftermiddagen fortsætter I til Liberation Museum, som ligger i en lille villa og viser frihedskampen og løsrivelsen fra Pakistan, både fra personlig og politisk vinkel. Da Bangladesh i 1971 opnåede selvstændighed fra Pakistan, skete det efter en blodig og ulige kamp, som primært blev udkæmpet af bønder og guerillasoldater med base i flygtningelejre på den indiske side af grænsen. Parlamentsbygningen Jatiyo Sangshad Bhaban ligger i sin helt egen bydel, Sheer-E-Bangla. Området er designet af den verdensberømte amerikanske arkitekt Louis Kahn, der er en af det 20. århundredes største og mest indflydelsesrige arkitekter inden for modernistisk arkitektur. Hans værker er monumentale med en dyb respekt for omgivelserne, og parlamentsbygningen Jatiyo Sangshad betragtes som hans opus magnum. Oprindeligt blev byggeriet startet i 1961 og var tænkt som parlament for både Øst- og Vestpakistan. Efter borgerkrigen blev byggeriet af Jatiyo Sangshad Bhaban og Sheer-e-Bangla færdiggjort som symbol på den helt nye stat.
Det kræver en speciel invitation fra et parlamentsmedlem at besøge det indvendige af bygningen, men er dette et stort ønske hos jer, eller har I speciel interesse i arkitektur, så lad os det vide, så vi kan prøve at hjælpe jer med en tilladelse. Inden I vender tilbage og overnatter på jeres hotel, skal I opleve områderne Gulshan og Banani, de moderne og relativt rige bydele med ambassade-kvarter, de gode caféer og dyre butikker.
I bliver hentet på hotellet og tages med på rundtur i Dhaka. Først skal I besøge det spændende basarområde Sakhari, som myldrer med handlende og lokale håndværkere. Derefter fortsætter I til det aldrig færdigbyggede Lal Bagh Fort i mogulernes gamle bydel. Byggeriet blev påbegyndt i 1678 af Prins Azam, søn af en af Indiens store herskere, mogulen Aurangzeb, og fortsatte under Azams søn Shaista Khans styre. Ifølge legenden døde Shaista Khans yndlingsdatter Bibi Pari meget ung, hvorefter byggeriet gik i stå. Shaista Khan er for Dhaka, hvad Shah Jahan var for Indien: En stor bygherre, der i sin regeringstid formåede at skabe mange imponerende arkitektoniske værker.
Bag murene findes en moské og Bibi Paris kostbare mausoleum. Der er blevet brugt formuer på at hente de bedste materialer fra Nordindien til byggeriet, og i dag fremstår mausoleet som et fint eksempel på arkitekturen i Dhaka. Syd for Chawk Bazar ligger en af Dhakas ældste bygninger, paladset Bara Katra, desværre nu i ruiner. Det blev bygget 1644-1646 som officiel bolig for Shah Shuja, en af Shah Jahans sønner. Ved siden af findes resterne af Choto Katra, der blev bygget i 1663 som herberg for tilrejsende købmænd. Jeres bytur slutter ved det renoverede Ahsan Manzil, der tidligere var den officielle residens for den kongelige familie i det mogulske rige. Senere på dagen hentes I på jeres hotel og køres til Sadarghat, hvor en ægte River Rocket (traditionel hjuldamper) venter på at sejle jer til Mongla. Hjuldamperen stammer fra kolonitiden og er den ældste stadig fungerende i Asien. I overnatter på båden i førsteklasses kahyt – en oplevelse helt i særklasse og med rige muligheder for undervejs at suge masser af indfødt bangladeshisk kultur til jer.
Allerede fra tidlig morgen går det op for jer, hvor unik denne sejltur er. Mens I stille og støt glider gennem det enorme floddelta, kommer I i kontakt med det spændende landsbyliv langs bredderne. Bangladesh har over 600 floder, og dette er verdens største floddelta. I kommer nemlig til at sejle, hvor floderne Padma (Ganges) og Brahmaputra møder hinanden. Disse to floder indeholder mere vand end samtlige floder i Europa tilsammen. Senere på aftenen bliver I efter endt sejltur kørt til jeres hotel, hvor I spiser aftensmad og overnatter.
Efter morgenmaden går det løs med en sejltur til Sundarban – et must for enhver, der ønsker at opleve Bangladesh. Det fantastiske mangroveområde byder på helt særlige oplevelser fra dækket på båden, mens det kæmpestore himmelrum over jer forekommer uendeligt. Sundarban er verdens største mangroveskov, dækker hele 10.000 kvadratkilometer og er på UNESCOs verdensnaturarvsliste. Som om alt dette ikke var nok, er Sundarban også kendt for sine bengalske tigre. Der skulle efter sigende være hele 400 af disse smukke og graciøse vildkatte i området. Tigrene er dog sky og jager primært om natten, så det kræver faktisk lidt held at se dem. Men heldigvis er der også rigtige mange andre dyre- og fuglearter, der holder til i Sundarban.
Undervejs lægger skibet til land, så I kan opleve skoven på nært hold – og eventuelt få jer et forrygende (og foryngende) mudderbad! I sejler både på de store floder og ad små kanaler og vil opleve enestående udsigter overalt – så husk at lade kameraets batterier helt op inden turen. Jeres vært på sejlturen er Rupantor, og denne NGO vil undervejs fortælle jer mere om sit arbejde for bæredygtighed og bedre betingelser for mennesker og miljø. Om aftenen vender I tilbage til Mongla, hvor I spiser aftensmad og overnatter på jeres hotel.
Denne morgen hentes I på jeres hotel efter morgenmaden og køres til Bagerhat, der tidligere hed Khalifatabad, en by grundlagt af den tyrkiske general Ulugh Khan Jahan i det 15. århundrede. I Bagerhat findes seks moskéer, hvoraf Shait Gumbad med de 60 kupler er den mest berømte. I får også set nogle af landets ældste og mest fornemme terrakottabygninger. Bangladesh har ingen sten, men landet er fyldt med fin jord og ler, der benyttes til byggerier i terrakotta. Efter frokost bliver I kørt til Jessore lufthavn, hvorfra I flyver tilbage til Dhaka. Her indkvarteres I på et hotel nær lufthavnen, hvor I overnatter.
Så går turen hjemad igen med baggagen fuld af oplevelser og indtryk
Per person i delt dobbeltværelse
Valgfri afrejsedato året rundt
Individuelt tilpasset rejse som kan designes efter dine behov og drømme
Alle priser er fra-priser, afhængig af om der er ledig plads på fly & hotel på bookingtidspunktet