Ring endelig – vi sidder klar ved telefonen alle hverdage kl. 10 – 16 og glæder os til at tale med dig.
Du kan også komme forbi til en kop te på Østerbro, eller booke et online møde.
33 117 117
mail@gracetours.com
Byens ældste Maharajapalads huser i dag et spændende museum. Med bil forsætter I gennem Tharørkenen til den hellige by Pushkar, der med sine mange templer og den smukke sø danner flot kontrast til resten af Rajasthan.
Tigeren er Indiens nationaldyr, og I besøger en af de bedste nationalparker i området, Ranthambore.I tager på jeepsafari i parken ved solopgang, og er I heldige, oplever I både tigre, krokodiller og utallige hjortearter, ligesom man endda har set panteren her. Herfra går turen til Rajasthans hovedstad Jaipur, der også er kendt som den lyserøde by, da alle bygninger i centrum omkring det store citypalads er malet lyserøde. Dette blev oprindeligt gjort til ære for den engelske Prins Albert, da han var på besøg i byen.
Intet besøg i Nordindien er helt komplet uden at se Taj Mahal, så I forsætter til Agra, hvor dette fantastiske bygningsværk opleves i solopgangens bløde lys. Herefter tager I toget til Indiens helligste by Varanasi, der ligger ved bredden af Gangesfloden. Langs floden udspiller livet sig fra vugge til grav, og den intense stemmning i byens mange templer berører alle. I flyver vestover til Amritsar, kendt som Sikhernes hellige by med det gyldne tempel som naturligt centrum. Herfra fortsætter I op i Himalayas foothills til den smukke fredede landsby Pragpur. I skal bo på Judge’s Court, det perfekte sted at slappe af og fordøje rejsen. I området omkring Kangradalen finder I også Dalai Lamas residens i McLeod Ganj, hvilket er en rigtig fin dagsudflugt. Med nattoget vender I retur til Delhi, hvorfra I flyver hjem.
Afrejse fra København.
I ankommer tidlig morgen til Delhi og mødes af jeres guide som tager jer med på bytur i Old Delhi. Delhi har over 18 millioner indbyggere og har flere gange været Indiens hovedstad. Byen består af Old Delhi, som blev grundlagt under mogulerne, og af briternes New Delhi fra 1911. I går en tur i Old Delhi med Det Røde Fort, marmorpaladserne, Perlemoskéen og Jama Masjid – den store fredagsmoske. Nær Chandni Chowk bevæger I jer ind i den gamle bydels snævre travle basar. I skal også se den vigtigste muslimske herskergrav, erobrernes sejrstårn, Qutub Minar og deres moske Quwut-ul-Islam med den 1600 år gamle rustfri jernsøjle.
Om aftenen bliver I kørt til stationen for at tage nattoget til Jodhpur.
I ankommer til Jodhpur kl. 08.00 og bliver kørt til jeres hotel, der er indrettet i en såkalt haveli (tidligere fyrstebolig). Jodhpur er Rajahstans næststørste by og ligger omgivet af en 10 kilometer lang mur. På en klippe tårner den enorme fæstning Meherangarh Fort, som hæver sig 125 meter over landskabet og kan ses på lang afstand. Hen på eftermiddagen møder guiden jer, og I tager på bytur og besøger Meherangarh Fort, som i dag huser et af de bedste museer i Rajasthan samt Jaswant Thada – det kongelige krematorium.
I porten ind til fortet findes håndaftryk fra en tidligere fyrstes enke, der begik “sati” og besteg sin afdøde mands ligbål for at gå i døden med ham. Inde i fortet findes en række paladser og haver, og herfra har I en betagende udsigt over byen og de blåmalede brahminhuse, der har givet byen tilnavnet “den blå by”. I kan også besøge Umaid Bhavan, maharajaens nye palads, der er bygget som en tro kopi af det hvide hus – bare en anelse mere storslået! I den offentligt tilgængelige del finder I et lille museum med en stor samling af maharajafamiliens ure – spøjst og underholdende.
Dagen i Jodhpur er til fri disposition – I har transport med chauffør til rådighed.
I dag bliver I kørt til Pushkar og passerer undervejs byen Ajmer – “det usynlige bjerg” – med den smukke, kunstigt skabte Anasagar sø, som mogulherskeren Shah Jahan udsmykkede med pavilloner af marmor langs bredden. Gennem historien har Pushkar udviklet sig til et religiøst centrum med 400 templer. Novembers fuldmåne signalerer starten på verdens største kamelmarked i byen, der i øvrigt er vegetarisk i en sådan udstrækning, at selv ikke omeletterne indeholder æg.
I Pushkar er I i selskab med pilgrimme og asketer. Byen er særlig hellig for hinduer, fordi Brahma ifølge legenden her dræbte en dæmon med en lotusblomst. Hvor kronbladene faldt, blev der dannet tre søer. Af disse er Pushkar den mest betydningsfulde, fordi Brahmas forlovede Sarvitri under et familieopgør i raseri erklærede, at Pushkar var det eneste sted, hvor Brahma måtte tilbedes. Et af Indiens få Brahmatempler findes derfor her. Da Pushkar er en af de syv hellige byer i Indien, er al maden her strengt vegetarisk, og der må ikke udskænkes alkohol. Ønsker man at indtage alkohol, anbefaler vi indkvartering på Pushkar Resort, som ligger dejligt i ørkenen og lige præcis uden for alkoholgrænsen!
Formiddagen i Pushkar. Derefter bliver I kørt til Sawai Madhopur beliggende lige uden for Ranthambhore Nationalpark. Ved ankomsten indkvarteres I på Ranthambhore Regency, der er et rart familiedrevet turistklassehotel med god atmosfære.
Morgen- og eftermiddagssafari i parken. Hvis det er muligt, vil vores guide Hemraj vise jer rundt i parken. Han er født og opvokset i området og assisterer BBC, National Geographic m.fl. Området har en lang og spændende historie – ægte Rajasthan med intriger og krige. I køres til Jogi Mahal, hvilehuset midt i parken, og ser Indiens næststørste banyantræ, hvor langaraberne flokkes. Ranthambore er kendt for sine tigre, der er mindre sky end andre steder. Derfor er muligheden for at se det store kattedyr størst i denne park, hvor man også kan støde på panter, sjakal, krokodille, hyæne, kravebjørn, vildsvin, junglekat og sambarhjort. Mellem de to safarier kan I få arrangeret en ekstra tur og evt. køre til Sawai Mansingh Park eller en af de andre parker, som grænser op til Ranthambhore National Park. Her kan I være heldige at opleve den indiske stribede hyæne, leoparden, den graciøse Black Buck eller Bull Buck – Asiens største antilopeart. Undervejs er I meget velkommen til at besøge et par landsbyer i området. I bør dog aftale udflugten med Ravindra eller Arvind, ejerne af hotellet, så de kan sende en guide med. Overnatning på Ranthambhore Regency.
Dagen begynder tidligt med en morgensafari. Bagefter spiser I morgenmad og fortsætter så til Jaipur, der er Rajasthans hovedstad og også kendt som “Den lyserøde By”. Byen er grundlagt i 1727 af Sawai Jaisingh II, og stemningen her er “Tusind og én nat” med de storslåede paladser og livlige basarer. Byen har i århundreder haft ry for sine fine arbejder i sølv og ædelsten. I bliver indkvarteret i endnu en stemningsfuld haveli.
Guiden møder jer ved hotellet, og sammen besøger I paladset, observatoriet og Hawa Mahal, Vindenes Palads, der er et af verdens mest eventyrlige bygningsværker. Maharajaen bor stadig i en del af det fyrstelige kompleks, der også huser muséer for henholdsvis tekstiler, våben og malerier i miniaturestil. Observatoriet er i slægt med oldtidens astronomiske anlæg. En park af gigantiske instrumenter i tegl og sten rummer et 30 meter højt solur og en skov af sekstanter og astrolaber for dyrekredsens tegn. I kan gå en tur gennem de travle basargader og besøge guldsmedene, der smelter guld med flammer, der næres af luften fra et tyndt pusterør. Herefter fortsætter I til Rajasthans gamle hovedstad Amber fra det 15. århundrede, som ligger i en skålformet dal i bjergene. En stille sø i dalens bund spejler de før så uindtagelige forsvarsværker, der tårner højt på klippekanten. I tager videre til fæstningen for at se audienshallerne, lystslottet, Lyksalighedens Plads, haremsgemakkerne, månepavillionen og templet for den blodtørstige Kali, hvor mennesker blev ofret. Overnatning i Jaipur.
Chaufføren står klar til at køre jer østpå til mogulernes gamle hovedstad Agra. Det er især Shah Jahan og Akbar, som har sat deres præg på byen med det imponerende Agra Fort og mausoléet for Shah Jahans hustru Mumtaz, det berømte Taj Mahal. Selv er Shah Jahan stedt til hvile i mausoléet efter, at hans søn i årevis havde holdt ham i husarrest på Agra Fort. Undervejs besøger I Fatehpur Sikri – den forladte by, som blev etableret i det 16. århundrede som områdets nye hovedstad. I dag er stedet en særdeles velbevaret, men forladt spøgelsesby, der antageligt blev lagt øde af manglende vandforsyning. Ifølge traditionen kan barnløse prøve lykken med frugtbarhedsritualer før besøget ved Salim Chisthis grav. Indkvartering i Agra på et bedre turistklassehotel blot 5 minutter fra Taj Mahal.
Om morgenen besøger I Taj Mahal (lukket om fredagen), det arkitektonisk set mest storslåede gravkammer i verden, bygget til mogulen Shah Jahans hustru Mumtaz. Den indiske forfatter Rabindranath Tagore, som i 1913 fik Nobelprisen i litteratur, omtalte Taj Mahal som ”en tåre på tidens kind”. Taj Mahal er rosa om morgenen, mælkehvid om aftenen og gylden i måneskin. Herefter besøger I det store Agra fort. Fortet er bygget i røde sandsten og indeholder paladser, moskeer og pavilloner. Fra balkonerne har I en fantastisk udsigt udover Yamuna floden og Taj Mahal. Hen på aftenen bliver I kørt til Agra station, hvorfra I rejser til Varansi med nattoget.
Om morgenen ankommer I til Varanasi, igen en af de syv hellige byer for hinduer. I bliver modtaget og kørt til Palace on Ganges, som ligger helt ned til Gangesfloden ved Assi Ghat. Hen på eftermiddagen er der bytur gennem den gamle bydels snævre og krogede gader, hvor I må vige for de hellige køer. I skal blandt andet aflægge besøg hos et af de silkevæverier, som byen i årtusinder har været kendt for, samt Benares Hindu Universitet, der er opført i en fem kilometer bred park. Ikke langt derfra ligger Tulsi Manas Templet og Abetemplet, hvor aber i hundredvis myldrer rundt.
Før daggry forlader I hotellet for i det fløjlsbløde mørke at sejle ud på floden og opleve solens stråler løfte sløret for et enestående panorama af liv, mens pilgrimme bader ved de gyldne templer og ligbålene tændes. For mange Asien-farere står erindringen om en sådan morgen på Ganges som den største oplevelse i deres liv. Efter morgenmaden bliver I kørt til Sarnath beliggende lidt udenfor Varanasi. Da Buddha havde modtaget sin store oplysning under træet i Bodh Gaya, kom han i tvivl. Skulle han forholde sig tavs eller udbrede sin erkendelse? Han vendte tilbage til Sarnath og holdt her sin første prædiken. I dyreparken satte Buddha lærens hjul i gang, og stedet er i dag sammen med den 34 meter høje stupa et vigtigt pilgrimsmål for Asiens buddhister, der rituelt vandrer rundt om kolossen under fremsigelse af bønner på talrige sprog. Med sin intense stemning efterlader Sarnath et helt særligt og varigt indtryk.
Formiddagen er fri. Ved middagstid bliver I hentet og kørt til Varanasi lufthavn for med fly at rejse mod Delhi. Dernæst er der afrejse fra Delhi mod Amritsar, hvor I ved ankomsten bliver modtaget og kørt til Mrs. Bhandaris Guesthouse – stemningsfuld indkvartering og et meget populært sted i Amritsar.
Bytur i sikhernes hellige by med det Gyldne Tempel. Sikher i tusindvis valfarter hvert år hertil for at tilbede Guru Nanak. Byen er også kendt for det hinduistiske tempel for tilbedelse af gudinden Durga, Durgiana Mandir samt Jalianwala Bagh, mindested for Indiens frihedskamp mod briterne – et pilgrimsmål for alle indere uanset trosretning.
I køres den smukke tur gennem Kangradalen til Pragpur. Her indkvarteres I på Judge’s Court, hvorfra der er en smuk udsigt til Dhaladhar bjergene – se www.judgescourt.com
Den lille landsby har som den eneste i Indien opnået status som “bevaringsværdig landsby”. Mr. Lal, som er efterkommer af den første indiske dommer, til hvem huset blev opført under det britiske styre, har udarbejdet et lille hæfte. I dette er der forslag til små vandreture og udflugter i området. I kan herfra også tage en dagsudflugt til Dharamshala for foden af Himalaya, hjemby for Dalai Lama og den tibetanske eksilregering.
Pragpur er et dejligt sted at slappe af og lade turens indtryk nedfælde sig før hjemrejsen til Danmark. Omgivelserne minder i øvrigt meget om en mindre toscansk middelalderby.
Dagene til afslapning på Judge’s Court. Her har I ikke bil med chauffør til rådighed. Der er gode udflugtsmuligheder i området – både vandreture og køreture. I kan aftale taxakørsel med Judge’s Court, hvis I f.eks. ønsker at besøge nabolandsbyen Garli med smukke gamle træhuse eller køre på dagstur til Dharamshala, hvor den tibetanske eksilregering residerer.
Dagen fri – sen aften bliver I hentet og kørt til stationsbyen Una, hvorfra I tager nattoget til Delhi.
Tidligt om morgenen ankommer I til Delhi, hvor I bliver mødt og kørt til jeres hotel. Om eftermiddagen tages I med på bytur i New Delhi som præges af brede grønne boulevarder med lav bebyggelse. I kører forbi Præsidentpaladset og India Gate, det moderne Birla hindutempel og slutter ved Connaught Circus, der er et veritabelt shopping-paradis. Hele det indiske subkontinents rige tradition for kunsthåndværk udbydes her i form af et overdådigt udvalg af tekstiler, keramik, metal- og træarbejder, tæpper og malerier, sammen med tørrede frugter, nødder, te og krydderier.
Så går turen hjemad igen med baggagen fuld af oplevelser og indtryk.
Per person i delt dobbeltværelse
Valgfri afrejsedato året rundt
Individuelt tilpasset rejse som kan designes efter dine behov og drømme
Alle priser er fra-priser, afhængig af om der er ledig plads på fly & hotel på bookingtidspunktet